de siger alle
jeg er så lys
en lysende
et
de kalder mig trylledreng
de lader hjerterne le
de vifter med ørerne
de former grå kuber af kobber
for ikke at forstyrre zinken
for ikke at tale om billeder af noget fjernt
Hvad?
jeg ved det ikke
kald mig cancer, løb ud
mellem skygger og stumper
af hvad?
skyerne bugner gråt
bag birketræet,
birkene,
birkenes
gråsprængte morgen
stå og stejle for et stykke kobber
kubisk og krogmodnet midaldrende
kvinde mand
helst yngre
er det lykken? er det virkelig lykken?
med cava
Mine følelser
Inde bag mine
Der er ikke noget ansigt
i de menneskelige samfund
Jeg kan ikke udtrykke mig mere præcist
Ikke længere nogen synlige forbindelser.
En morgen ligger mine døtre
for foden
for fødderne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar