Jeg sagde noget, og det jeg sagde var en påfugl
på flugt fra noget tåget noget.
Og det jeg hørte
var en stol i et rum uden andre
end det svage lys som lå i gardinet
så man nærmest ikke kunne tænke.
Latteren. Leret.
Gulvets fine årer duftede
af mørke og løftede sig som om
nogen havde sagt noget
for at skabe en indsigt opad og opad
ud under månehvælvet og
ind under kronerne, ind under skyerne
ind under øjnene. Et tørt rum,
mange berøringer siden,
efterladt af savn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar