Jeg ved aldrig, hvad det egentlig er ved Laugesens poesi, der er så dragende. At det er et rum jeg kan være i. At digtene er klædt i deres eget tøj. Indimellem er digtene bare dårlige, uskarpe, klodsede. Indimellem står de med en pludselig klarhed. Det er selvfølgelig en kliché. Om ham Laugesen. Det er det virkelig. Alt skal med-klichén. Alligevel er det sådan det er.
"Jeg kan bare fortsætte/langsomt, fumle, vakle." Det er sådan han åbner samlingen op. Det er sådan han virkelig åbner dén bog op. Den er bare endnu en vaklen, en fumlen, langsom og fortsat. Inde i sproget. Ind til sproget. Sådan noget.
Andet digt er CENTRERET! Hvordan kan man allerede smadre sig selv på den måde allerede dér i bogens forløb. Men det er en smadring der muliggør bogens greb. Det er på den måde den bliver inklusiv. Det er på den måde tingene kommer med.
Tredje digt er voldsomt smukt: "Stump for stump det der er. Måske er det ingenting,/så er det ingenting. Tilbage til start i lysende/gråt vejr. Den gamle skolegård ved biblioteket./Håndbold i gymnastiksalen. Målene er jernstænger/i huller. Vente udenfor på træneren ved risten/i cementen under muren med de dybrøde sten og svagt/gult lys i åbne vinduer. Bedstefar og barnebarn/i vandpyr på legepladsen. Grå bil bakker ind og/kører ud. Aftenlys over bakkerne sydpå. Solen/i drivhus. Klippekort til bussen. Farverne på/landevejen ud mod vest ved solnedgang i oktober./Purpurskygger og dekadent blå asfalt. Fuglene/synger som gale i villahaverne. En stak blændende/intelligente aforismer klippet ud af historien/med en saks. Jeg skriver for dem der ikke kan læse."
Åh! Fuck. Det holder. Og jeg skal nok skrive mere. Senere. Men alting skal ske i en fart. Og alting sker i en fart. Undskyld at det også blir sjusket. Undskyld at det bare bliver indfald og affald og udfald. Sådan er det bare. Hele tiden overalt.